Vi har en god veninde, som vi har kendt i ca. 50 år. Hun er et kultiveret menneske,der sjældent overdriver. Efter sin mands død flyttede hun fra Gentofte til Helsingør. Hun har været indlagt på Hillerød Sygehus, et udmærket sted, men også på Helsingør Sygehus, et helvede på jorden, påstod hun. For en ordens skyld må nævnes, at Aase er både cand.psyk. og teolog, har endda været hospi-talspræst engang. Hun må have haft nogle skrappe oplsevelser på sygehuset i Helsingør, når hun kan bruge sådan et udtryk.
Men jeg forstår, hvad hun mener.
Jeg fik for nogle måneder siden diagnosticeret en grim sygdom, og efter en del undersøgelser i Jylland og på Sjælland blev jeg opereret for 14 dage siden på et nordvestsjællandsk sygehus.
Operationen tog ca. 6 timer, og jeg vågnede op på en 4-sengs stue. De 3 andre patienter på stuen havde det heller ikke for godt. Det er mærkeligt at konstatere den store forskel, der er på sygeplejepersonalet. Nogle var medfølende og gjorde, hvad de kunne for at hjælpe. Nogle andre burde have valgt et andet erhverv.
Jeg lå på afdelingen i 6 1/2 dag, så havde jeg ikke kræfter til mere og bad om at blive udskrevet. På de få dage oplevede jeg mange tilfælde af sjusk og ligegyldighed. Det var nødvendigt, at jeg fik ilttilførsel og sov med slanger, men i to tilfælde fik jeg om morgenen at vide, at man havde glemt at åbne for ilten. Jeg fik blodfortyndende indsprøjtninger, men da jeg blev udskrevet så hurtigt, skulle jeg have de sidste 3-4 kanyler med hjem og selv sprøjte mig. Dem glemte de at give mig med hjem. Der var 2-3 andre mindre vigtige ting hvor man beklagede, at der var sket fejltagelser.
Besøgstiden på 4-sengs stuen var fra kl. 15 til kl. 20, altså 5 timer, men de første besøgende kom allerede ved 10 tiden og gik i flere tilfælde først kl.22. Der var tale om en del besøgende, hele familier, der også medbragte børn. Det blev der set igennem fingre med, og intet hospitalspersonale gjorde forsøg på at indskærpe besøgsreglerne. Det siger sig selv, at det var næsten umuligt at sove i løbet af den lange dag, og efter de første 3 nætter nægtede man mig en sovepille til natten. Jeg skaffede gennem min egen læge sovetabletter og overlod dem til personalet på sygehuset, så de kunne give mig dem. Det mente jeg var det rigtigste at gøre. Men man ville ikke udlevere mig min egen sovemedicin, det lykkedes først, efter at jeg havde oparbejdet et mindre raserianfald.
Det var skam ikke kun mig, der blev udsat for hårdhændet behandling. På vores 4-sengs stue blev indlagt en patient, der var slemt medtaget efter et biluheld. På et tidspunkt fik hun brug for et bækken, men noget gik galt, og det blev nødvendigt at skifte hendes sengetøj og at vaske hende. Det gjorde man så - man bare vaskede hende, nøgen og snavset, som hun var. Der var ikke tale om at stille en beskyttende skærm foran hendes seng - det hele foregik i fuld offentlighed midt på dagen og med en samling pårørende omkring de andre senge.
En større ydmygelse og en dybere foragt kan man ikke udsætte et medmenneske for.
Iøvrigt tror jeg, det er sundhedsfarligt at opholde sig på et sygehus af den standard, som jeg lå på. I den uge, jeg befandt mig på stuen blev der ikke gjort rent eller vasket gulv en eneste gang.
På et tidspunkt skal jeg tilbage til det frygtelige sted igen. Det bliver forhåbentlig nødvendigt, idet den kirurg, der opererede mig mener, at han kan foretage en ny operation, der skulle kunne gøre mit liv lettere for fremtiden.
Og trods alt er det nu rart at kunne glæde sig til.
Bente Bruun, Bays Have 60, Asnæs

Bente Bruun, 30/10-2007