Om katte

Bente Bruun Blog

I flere måneder har jeg savnet at skrive klummer, så nu er det rart at begynde igen. Nu er mine artikler ikke klummer i en avis længere, men fortællinger på en weblog. Det har taget sin tid at oprette blog´en, der skal tages højde for mange ting, formålet er ikke blot en hjemmeside. Men nu skulle den være der.
I alle årene på avisen skrev jeg alt, hvad der faldt mig ind, herunder kommentarer til aktuelle begivenheder og en hel del om de dyr, der omgiver mange af os. Dog mest om katte, fordi en kat er et dejligt bekendtskab. Man skal have tålmodighed, så opdager man hen ad vejen i tidens løb en masse fornøjelige egenskaber hos en kat.

I nogle uger har vi haft besøg af vores søn, Michael og hans 2 katte. korthårsperseren Hulda og abyssinieren Livingstone. Vi har tit haft dem boende - i begyndelsen var der problemer, fordi de væltede ting, der faldt på gulvet og gik i stykker. Nu er kattene kommet lidt op i årene og vælter meget få ting.

Lige nu ligger de to og sover, tæt op ad hinanden. Alle katte tilbringer en stor del af deres liv med at sove, og især Hulda må være godt træt ovenpå et af sine store glansnumre, som hun lige har afleveret for et publikum - hun sætter pris på at være midtpunktet for en beundrende forsamling. Vi gav hende indpakningen omkring en plade chokolade, chokoladen havde vi spist. Hulda snuser til papiret, krøller det sammen og snuser igen, og i løbet af ingen tid går hun amok. Hun triller rundt på gulvet med poterne i vejret, vælter sig en meter eller to frem og tilbage og gnider både hoved og poter ind i det krøllede papir og slikker sig bagefter. Hun er stærkt påvirket, der er ingen tvivl om, at hun befinder sig i en rus. Forestillingen varer omkring 5 minutter. - Det nummer har hun lavet en del gange - hvad er det, der sker ?

Jeg tror, jeg engang har fortalt, at katten Livingstone er ret dum, det kommer sig af, at han har en tilbøjelighed til at gemme sig under lave møbler, og når han vil ud på gulvet igen, støder han altid hovedet op i møblet. Det har han nu gjort i 6 år, og det har hans hoved ikke haft godt af. Hvis han ønsker at blive under møblet og vi synes, han skal ud i lyset igen, er vi nødt til at gå ud og børste vores tænder. Når han mærker den gode pebermyntelugt dukker han frem og snuser til os. Han stikker nærmest det lille hoved ind i vores mund og lægger begge forpoter op på vores kinder, så vi ikke skal trække hovedet til os igen. Vi giver ham dette tandpastasnus om morgenen, og om aftenen når vi skal i seng efter at have børstet tænder.

Vores egen Line, det smukkeste kat, man kan tænke sig, har aldrig brudt sig om sine artsfæller. Hendes forhold til Michaels katte er køligt, nærmest fjendtligt. Meget snart har hun igen sit hjem for sig selv, og i løbet af en dags tid eller to vil hun have genoptaget sine egne morsomme vaner.

Bente Bruun, 2/9-2007


Der er ikke skrevet nogle kommentarer til denne artikel.
Nyeste artikler

Hunde, katte og kinesere
Om rygestop
biskop Lindhardt og helvede
Forår
sygdom og andre ting


Mest læste

Hunde, katte og kinesere
28. februar 2007
14. marts 2007
14. februar 2007
biskop Lindhardt og helvede


Seneste kommentarer

Gæst Bente Bruun Asnæs