25. januar 2006

Bente Bruun Blog

For første gang har jeg nu set den lejlighed, vi formodes at flytte ind i engang i løbet af foråret. Vores søn tog med mig, han ved så meget om praktiske ting. Min mand kunne ikke være med, elevatoren er endnu ikke installeret. Lejligheden bliver smuk og ligner ikke noget, vi før har set. Desværre kan vi nok ikke flytte ind i den, for den er anderledes end vi troede hvilket skyldes, at vi nok vidste, at der var nogle skråvægge - men ved selvsyn viste det sig, at væggene var umådelig skrå, og at der var mange af dem. Vi har tidligere boet i meget gamle og sjove huse med masser af plads og med lige vægge, og i de sidste 20 år boet i vores udmærkede og praktiske hus i Hørve, der har en fornuftig størrelse og normale vægge.

Hvis vi alligevel flytter til vores nye og arkitektonisk spændende lejlighed må vi skifte næsten alt ud. Vi er nødt til at sælge skilderierne på væggene, også maleriet af mig fra dengang, jeg var 30 år og værd at male, og hvad med det engelske standur fra 1721? Der er 2 steder, hvor der uden besvær kan hænge store malerier. Det ene sted er i køkkenet ovenover det lange køkkenbord. På det sted er loftshøjden 4 meter. Det andet sted er i forstuen ovenover garderobeskabet. Det er svært at forestille sig et maleri af Sæbygaard skov hænge i et køkken. Skal det virkelig ende med, at vi må leje et værelse et sted i byen og opholde os der, medens tiden går med at spare sammen til at købe nye møbler, der er meget små og lave, og hvor vi så af og til må tage en tur med elevatoren op til vores tomme lejlighed og glæde os ved synet af de specielle omgivelser ? Det værste er bogreolerne. De kan vist ikke stå nogle steder. De er høje, i massiv mahogni, vi har selv fået dem fremstillet i sin tid. Hvor skal bøgerne være, og hvad er et liv uden bøger ? Det er lige så trist som et liv uden en kat i huset.

Katten Line har nu boet hos os et halvt års tid. Hun er blid og elskelig og meget bestemt. Uden ord forlanger hun at sidde på skødet af mig, medens jeg skriver på min computer. Hun sætter sig også oven på de papirer. jeg skal bruge, når jeg skriver breve og dokumenter for min mand. Så må jeg lirke papirerne ud under hende medens jeg håber, at hun finder ud af, at det er besværligt at sidde på den måde på mit skrivebord, men hun bliver bare siddende. Jeg har nu lært at skrive med Line på skødet, og det kan lade sig gøre. Selvfølgelig har jeg smidt hende ned gentagne gange, men hu hopper altid op igen et øjeblik efter. Hun løber gerne ud i haven også nu, hvor det er vinter, og når hun skal ind igen banker hun på et vindue alt efter, hvor hun kan se, at jeg befinder mig. Så bliver hun lukket ind. Selv når vi ser fjernsyn eller lytter til musik om aftenen kan jeg høre hende banke, lyden er karakteristisk.

Line har lært at sige tak for mad. Når hun har tømt sin skål gnider hun hovedet op ad mit ene ben eller springer op på køkkenbordet og gnider min arm. Hvis jeg ikke befinder mig i køkkenet sammen med hende, finder hun mig og kommer og gnider. Det varede en rum tid, før jeg fandt ud af, at det virkelig var det, der skete.

At katten fandt mig et sted i huset og kom og sagde tak for mad.

Bente Bruun, 25/1-2006


Der er ikke skrevet nogle kommentarer til denne artikel.
Nyeste artikler

Hunde, katte og kinesere
Om rygestop
biskop Lindhardt og helvede
Forår
sygdom og andre ting


Mest læste

Hunde, katte og kinesere
28. februar 2007
14. marts 2007
14. februar 2007
biskop Lindhardt og helvede


Seneste kommentarer

Gæst Bente Bruun Asnæs