15. november 2006

Bente Bruun Blog

Hver torsdag formiddag kører jeg fra Asnæs til Hørve med mine stave for at gå en god, lang og anstrengende tur sammen med rare mennesker, som jeg kender fra de 20 år, vi boede i byen. Det er hyggeligt at ses på den måde med mellemrum, det er dejligt at gå rundt i den smukke natur, hen ad markstier, langs med landevejen og med stadig udsigt over landskabet, der strækker sig milevidt.

Jeg kan heller ikke nægte, at det også er helt fint samtidig at få lidt sladder med hjem - venlig sladder, aldrig ondskabsfuld. Jeg går sommetider med vilje bag Kirsten og Tove, der har boet i Hørve hele deres liv og har gået i skole sammen. Det morer mig at lytte til deres lokalsnak, de er vældig gode til at snakke, ja, de taler faktisk uafbrudt og går kun i stå når de opdager, at der ligger et hus på vores vej, og de ved minsandten ikke, hvem der bor i det hus. Det er for galt, mener de, og jeg er sikker på, at de går hjem og undersøger sagen. - Rent bortset fra selve motionen - vi går som regel mellem 6 og 8 km. - og al den hyggelige småsnak, føler jeg altid en vældig god samvittighed ved at have fået rørt kroppen og fået en masse frisk luft endnu en gang. Stavgang er en god opfindelse og man skal gå sammen med andre, synes jeg, det er ikke det samme at gå alene.

Det er godt at gå og få blæst hovedet fri for tanker, besværlige tanker og måske også sørgelige tanker. Sørgelige tanker havde jeg i torsdags. Jeg fortalte for et halvt års tid siden om nogle af vores bedste venner, et ægtepar. Han er blevet dement, og det går meget stærkt tilbage med hans tilstand. De to taler overhovedet ikke sammen mere, han bliver afhentet til et " aflastningssted, hedder det vist, hver dag i 3 timer og går lige i seng, når han kommer hjem. Når de har spist går han også i seng. Han er jurist, en mægtig pæn mand at se på, spillede bridge og tennis og golf det meste af sit liv. I dag kan han slet ikke læse en avis eller en bog. Hun hjælper ham nu med at blive vasket og klædt på, ind imellem prøver han at klare sig selv, men tager sit tøj forkert på, glemmer sko og briller. - Det allerværste er, at han er vred på hende. Det er jo hende, der altid er nødt til at rette på ham, også når de er ude blandt andre mennesker, og han foretager sig mærkelige ting. Hun spurgte forleden: "Er du ked af det?" "Ja" svarede han. "Ved du, hvorfor du er ked af det ?" spurgte hun. "Ja". "Hvad skal vi gøre, kan vi ikke tale sammen om det ?" bad hun. Han så bare på hende, så sagde han, at han gik ind og sov.

Lars Lilholt har skrevet en sang, der er med i en cd udgivelse, der udkom forleden:
"Som 17-årig er man udødelig, men så bliver man ældre og får børn og får angsten ind i livet opdager, at vi alle lever i en tragedie, der ender med at skille os ad".

Det sker alt for tit, og det er jo det, der er sket for vores venner. De lever nu adskilt i det samme hus.

Bente Bruun, 15/11-2006


Der er ikke skrevet nogle kommentarer til denne artikel.
Nyeste artikler

Hunde, katte og kinesere
Om rygestop
biskop Lindhardt og helvede
Forår
sygdom og andre ting


Mest læste

Hunde, katte og kinesere
28. februar 2007
14. marts 2007
14. februar 2007
biskop Lindhardt og helvede


Seneste kommentarer

Gæst Bente Bruun Asnæs