11. oktober 2006

Bente Bruun Blog

For 10 år siden måtte min mand opgive at føre retssager. Det var han ked af, for det var en side af advokatvirksomheden, som han satte stor pris på. Men det var i det lange løb for farligt for ham at møde i retten i Nykøbing. Han er fuldstændig lam i begge ben og måtte prøve at komme op ad de mange trin med en krykke i den ene hånd og gelænderet i den anden og svinge sig op på den måde. Så korn der en smal repos, hvor kørestolen lige kunne stå, hvis man stillede den på langs og derefter nogle få trin ind til retssalen. Det ærgrede ham, at de elendige adgangsforhold forhindrede ham i at udøve sit erhverv. Skulle han møde i Holbæk eller Kalundborg, var forholdene ikke meget bedre. I København og Storkøbenhavn, hvor han i sin tid praktiserede, var handicapforholdene efterhånden helt i orden.

Jeg mødte for ham i forberedende møder. Det er der ingen ben i, man afleverer et processkrift, får en dato og forlader retslokalet. Man må bare ikke komme for sent, til gengæld må man være forberedt på en alenlang ventetid. I Nykøbing mødte 4-5 advokater, hvoraf den ene var en kvinde, og der var også en kvindelig fuldmægtig. De var flinke nok at sludre lidt med, men hvis de ikke var i retten, den dag jeg mødte op, lærte jeg efterhånden at tage en bog med, for de mandlige advokater var ikke særlig rare. De kunne ikke drømme om at hilse på mig, når jeg kom ind i lokalet, og så sad jeg og læste, til det blev min tur til at aflevere mine papirer. En dag må jeg have haft en spændende bog, for jeg glemte, hvor jeg befandt mig, og en af de mandlige advokater stillede sig op lige foran mig og buldrede: "Ta' dog og vågn op." Nej, dem brød jeg mig ikke om, advokat Nilsson fra Vig var dog en venlig undtagelse. Men det, der undrede mig mest, var deres påklædning. Cowboybukser, gamle sweaters og noget, der lignede løbesko. "Det kan ikke være rigtigt" sagde min mand. "Det ligner jo foragt for retten". Jeg fortalte ham, at dommeren ikke så meget bedre ud. Min mand var altid iført habit og slips, også i sin tid, når han sad på sit kontor.

Efterhånden har han nu med lettelse vænnet sig til at gå skødesløst klædt. "Det er dejligt at slippe for slips og jakke" siger han.

Min mands bror, Henrik, der desværre døde i juli, var altid iført jakkesæt, skjorte og slips, når han skulle ud. Han syntes, min mand så mærkelig ud i tøjet, med vindjakke, pullover og sandaler. Derfor blev vi forbløffede, da vi skulle rydde op i Henriks ejendele. Massevis af skjorter, der aldrig var blevet pakket ud, og blandt dem ikke så få stribede og ternede skovmands-skjorter i skrappe farver. Hvorfor i alverden havde han købt alle disse rædsomme skjorter ? Havde han ligefrem tænkt sig at gå med dem ?

Henrik var jo ikke helt almindelig. Jeg har ofte fortalt om hans enorme bogsamling af historiske og økonomiske værker på engelsk, tysk og fransk. Han havde anskaffet sig ikke mindre end 4 trappestiger, som han anbragte foran de forskellige reoler, så han ikke skulle have besværet med at flytte stigerne. Han havde også to støvsugere, en i dagligstuen og en i et andet værelse med bøger. Støvsugerne stod altid fremme. Han havde 2 store, elektriske fodbadeapparater, der også altid stod i stuen. Henrik ville have det bekvemt, og det interesserede ham ikke, hvordan hans omgivelser tog sig ud.

Vi savner ham ret meget, og også alle hans mærkelige vaner.

Bente Bruun, 11/10-2006


Der er ikke skrevet nogle kommentarer til denne artikel.
Nyeste artikler

Hunde, katte og kinesere
Om rygestop
biskop Lindhardt og helvede
Forår
sygdom og andre ting


Mest læste

Hunde, katte og kinesere
28. februar 2007
14. marts 2007
14. februar 2007
biskop Lindhardt og helvede


Seneste kommentarer

Gæst Bente Bruun Asnæs