4. oktober 2006

Bente Bruun Blog

Vi skulle have solgt vores hus, og skiftede mæglerforbindelse til ejendomsmæglerkontoret i Svinninge. Michael fik travlt, og lynhurtigt og energisk viste han huset frem til flere mennesker og solgte det på mindre end 14 dage. Af og til ser det ud til, at ejendomsmæglere tager sig lidt rigelig betalt for deres indsats, men hvis de er dygtige og interesserede i deres opgave er de hver en krone værd.

Så nu er der ingen vej tilbage. Vi har haft to hjem det sidste halve år. Det ene lå nederst på en lukket vej og havde udsigt over åbne marker. Den eneste lyd man hørte var lyden af havens fugle og vores egen snak. Det andet hjem ligger med direkte udsigt til en rundkørsel, og hvis man sidder udenfor er det nærmest umuligt at høre, hvad vi siger til hinanden. Nede i rundkørselen drøner uden ophør biler, lastbiler og kæmpelandbrugsmaskiner for ikke at tale om knallerter rundt. Især de mindste knallerter er fantastisk støjende. Længe efter, at de har forladt rundkørslen kan man høre dem fræse videre ned ad vejene. Jeg vil tro, der kommer hundrede eller flere knallerter om dagen. Men sent om aftenen og om morgenen før kl. 6 er det dejligt at sidde på tagterrassen, for så kan man godt høre, hvad man selv tænker.

Alle vores vinduer og terrassedøre er heldigvis fuldstændig lydtætte. Dem har vi været nødt til at holde lukkede det meste af dagen. Samtidig har det jo været varmt, nærmest hedebølge, næsten uafbrudt i de to måneder, vi har boet i Asnæs. Indenfor har vi tit været oppe på omkring 30 graders varme. Vi må lukke, for under vores vinduer foregår i disse måneder planerings -flise- og anlægsarbejde. Fra tidligt om morgenen er en enorm gravko i gang og der er også gang i brolæggerne. De holder ikke mange pauser, støjen er fuldstændig infernalsk i time efter time og man må sandelig håbe, at især brolæggerne har kraftige høreværn, ellers må de blive ødelagt i hovedet.

Vi har en p-kælder, men der kan vi ikke parkere i denne tid. Vores bil må holde tilfældige steder, hvor vi kan finde en plads, og kommer vi hjem sent om aftenen, og det sker flere gange i ugens løb, må vi i mørke finde vej ned ad en stejl skrænt med huler og en masse sten. Jeg holder godt fast i min mands kørestol, så han ikke ryger ud af den og triller ned ad den ujævne skrænt og ender på en flisegang.

Alting får imidlertid en ende, så problemerne er til at overskue, og det ser nu også ud til, at vi engang i fremtiden får ordnet vores badeforhold, så vi kan tage brusebad uden at skulle samle ca. 3 liter vand op i en spand bagefter. Gulvet i badeværelset er konstrueret sådan, at vandet ikke kan løbe ud i afløbet af sig selv.

Åh, ja, engang boede vi i et rart hus med en stor have. Vi havde høns, der klukkede og satte i med en sejrsfanfare, hver gang de havde lagt et æg. Vi spiste egne æg hver dag, og om sommeren hentede vi grøntsager i køkkenhaven og tomater, agurker og meloner og ananaskirsebær og blomster i drivhuset. Vi havde kanariefugle, der sang, og til de udendørs middage solsorten, den største af alle sangere. Den sad på skorstenen eller på vores parabolantenne og leverede taffelmusik. Af og til var der en anden solsort i det store birketræ lidt længere væk, der afløste den. I det tidlige forår trillede lærken højt oppe i luften over markerne, og der var altid et duepar, der spankulerede omkring på tagryggen eller sad og kyssede hinanden ovenpå tørrestativet. Det var gode tider.

Bente Bruun, 4/10-2006


Der er ikke skrevet nogle kommentarer til denne artikel.
Nyeste artikler

Hunde, katte og kinesere
Om rygestop
biskop Lindhardt og helvede
Forår
sygdom og andre ting


Mest læste

Hunde, katte og kinesere
28. februar 2007
14. marts 2007
14. februar 2007
biskop Lindhardt og helvede


Seneste kommentarer

Gæst Bente Bruun Asnæs