19. juli 2006

Bente Bruun Blog

Af og til har jeg i mine klummer i dette blad fortalt om min mands bror, Henrik, der i de sidste ca. 5 år har boet tæt ved os - lige rundt om hjørnet. Vi overtalte ham til at flytte til Hørve, fordi vi gerne ville holde lidt øje med ham. Han passede ikke særlig godt på sig selv, havde aldrig haft en telefon og ville ikke have det, og det var nemmere at komme i kontakt med ham, når vi bare skulle gå nogle få hundrede meter hen ad vejen for at invitere ham over til os. Så gik jeg derover og ringede på hans dør, og hvis han ikke lukkede op - han hørte ikke så godt - kunne jeg som regel banke ham op ved at gå rundt om hans hus og hamre på alle vinduer. Henrik var helt sin egen og bestemt ikke, som folk er flest.--

Når jeg skriver, at han var, er det fordi Henrik er død. Dette stilfærdige og venlige menneske levede det meste af sit liv som en slags eneboer, det var ikke, fordi han ikke kunne lide mennesker - sådan blev det bare. Han fik en fuldstændig meningsløs og brutal død.

Henrik var nok det mest ensomme menneske, man kan tænke sig. Han omgangskreds var stort set kun os og vores søn. Han var samtidig vældig tilfreds med sin tilværelse, blot han fik lov til at sidde hele dagen - og også tit om natten - og læse sig igennem sin meget store bogsamling, ca. 4.000 bind, ryge sin pibe og med et glas øl ved siden af. Så forlangte han stort set ikke mere, og han havde ingen interesse i at passe sin have, der forfaldt eller huset indvendigt, hvor der var en masse rod overalt.

For et par uger siden lykkedes det mig at få ham til at åbne døren, efter at jeg forgæves havde prøvet i et par dage. Han så skrækkelig ud og fortalte, at han havde maveproblemer og ikke havde spist i mange dage, kun drukket lidt vand. Vagtlæge eller hospitals-indlæggelse ville han ikke høre tale om. Jeg købte lidt håndkøbsmedicin til ham, og først efter 3-4 dage lykkedes det os at overtale ham til at blive indlagt og en ambulance hentede ham. Han måtte bæres ud, han var for svag til at gå. På hospitalet lå han i nogle dage, uden at de kunne finde ud af, hvad han fejlede. Han skulle overføres til medicinsk afdeling, overførslen blev forsinket, og Henrik tog tøj på og gik. Han blev først fundet mange timer efter på Holbæk Station og bragt tilbage til sygehuset. Dagen efter skulle han overføres til Slagelse, det skete ikke, og Henrik forlod igen hospitalet. En venlig sygeplejerske ringede og sagde, at de ikke kunne standse ham, og fortalte, at han talte "sort" og var totalt omtåget. I de mange dage på sygehuset havde de ikke kunnet få ham til at spise andet end et stykke rugbrød med sukker, fik vi at vide. Han har villet hjem til sine bøger og sine piber, har prøvet at komme ned på stationen for at tage en taxa eller toget hjem, har formentlig fundet frem til nogle togskinner og tænkt, at han var på rette vej. Han blev påkørt af et tog og døde. Kl. 3 om natten kom politiet hjem til os og fortalte det.

Det siges, at personalet på et hospitalet SKAL standse en person, der ønsker at forlade afdelingen, hvis han er til fare for sig selv eller andre. Henrik var i høj grad til fare for sig selv, komplet omtåget og hjælpeløs, og det blev hans død. Til fare for andre: Åh jo, lokomotivføreren får et chok for livet, og hvis Henrik, der var uhyre hensynsfuld havde været sig selv, ville han aldrig have udsat et andet menneske for den oplevelse.

Bente Bruun, 19/7-2006


Der er ikke skrevet nogle kommentarer til denne artikel.
Nyeste artikler

Hunde, katte og kinesere
Om rygestop
biskop Lindhardt og helvede
Forår
sygdom og andre ting


Mest læste

Hunde, katte og kinesere
28. februar 2007
14. marts 2007
14. februar 2007
biskop Lindhardt og helvede


Seneste kommentarer

Gæst Bente Bruun Asnæs