En dag, da jeg var 11 år gammel, kom min onkel Torben på besøg, og i sin jakkelomme havde han en gave til mig - en lille kattekilling. Jeg var på det tidspunkt et barn med problemer, for jeg var godt et år forinden kommet hjem fra Island med mine forældre, efter at vi havde boet deroppe i 5 år. Jeg savnede Island, savnede fjeldene i baggrunden, savnede mine klassekammerater, og jeg blev syg og lå i sengen det meste af et år. Jeg og min bedste veninde fra Island, Inga, skrev barnlige breve til hinanden, jeg har brevene endnu, og en vinterdag tog Inga på fjeldtur med skolen og faldt ned i en gletscherspalte på fjeldet Sneifjellsjókjul. Man fandt aldrig hendes lig. - Omsider kom jeg i dansk skole og klarede mig godt nok, hvad karakterer angik, men jeg var "anderledes" end de andre. Jeg talte med accent og var meget høj og blev moppet temmelig meget. Det sidder såmænd i mig endnu den dag i dag, sådan er det vist for alle, der har prøvet det.

Jeg holdt meget af min lille kat, og kaldte den Tumling, og Tumling voksede op og løb ud i vores store have og kom en dag ind til mig med en fugl i munden. Min kat har været stolt af sin fangst og bragte den til mig som en gave, det vil katte altid gøre, når de holder af deres mennesker. Jeg blev meget vred, da jeg så Tumling med fuglen. Jeg havde ikke tænkt på, at min kat var et rovdyr, der tog mus og fugle, og det skulle Tumling i hvert fald aldrig gøre mere, bestemte jeg. Jeg tog fat i hans hale og svingede ham med hovedet nedad 5-6 gange i luften og kylede ham fra mig på det hårde stengulv i kælderen. Tumling forsvandt og kom aldrig tilbage - jeg har aldrig glemt ham.

I min familie, både på min mors og fars side, har vi altid været meget glade for dyr, især for katte. Mormor og morfar havde en hund, en samojedespids, og de havde også en kat, der altid sov i fodenden af deres seng. Da min morfar blev syg og lå i sengen, lå katten der hele tiden, og da han døde efter få dage løb katten væk for aldrig mere at vise sig. Sig ikke, at katte ikke har stærke følelser, for det har de.

I dag hedder min kat Line, og hun er meget kærlig. I går kom hun glædestrålende ind til mig i stuen - 2 gange - med en død fugl i munden begge gange. I formiddag er hun kommet ind til os med en fugl 3 gange. De to fugle - det er hver gang en skovspurv - var levende, og jeg fik dem fra Line og slap fuglene fri. Den tredje spurv var død.

Hun spiste fuglen for et kvarter siden, og nu ligger hun på mit skød og hygger sig, medens jeg skriver på computeren. Jeg skælder hende ikke ud, og jeg tager hende ikke i halen og svinger hende rundt - jeg klapper hende, for i dag ved jeg, at en kat er et rovdyr, der tager fugle og mus, og Line er en dygtig jæger. Pokkers også - jeg har det skidt med hendes jagtinstinkt. lv, som måtte aflives sidste sommer, var for doven til at jage. lv var en nervøs kat, og en sommerdag for mange år siden kom hun styrtende ind i huset, da jeg åbnede en terrassedør. En solsortehun jagtede lv, den har vel troet, at hun var ude efter dens unger. Intet kunne ligge katten lv fjernere ! Sådan er vi mennesker og dyr så forskellige.

Bente Bruun, 31/5-2006