15. marts 2006

Bente Bruun Blog

Dette er en lille fortælling om et maleri, som vi blev nødt til at sælge. Det er stort, over 1 m. højt og 1,30 m. bredt, og der var ikke mulighed for at det kunne hænge ordentligt i den lejlighed, som vi snart flytter til, og som har en masse skrå vægge.

Maleriet havde ikke affektionsværdi for os. Vi kender ikke dets forhistorie, med andre ord, vi vidste ikke, hvor og hos hvem, det havde hængt, før vi købte det på en auktion for godt 35 år siden. Dengang havde vi tænkt os at byde på et maleri med vintermotiv fra Sæbygaard skov, som også var med på auktionen, men vi syntes, det så for koldt ud med al den sne. I stedet købte vi et andet maleri, et smukt, varmt sommermotiv fra en italiensk sø, malet af en anerkendt maler fra guldalderen. Det er det, vi nu har solgt på auktion for kort tid siden.

Maleriet er solgt tilfredsstillende, og det var ikke nogen stor sorg for os, at vi måtte afhænde det. Forinden vi satte det til salg spurgte jeg min mand, om han ikke syntes, det var en god ide at få det renset hos en konservator, og det sagde han ja til. Den næste - og sidste - gang vi så maleriet var så forleden på auktionen i Bredgade i København. Det hang på en hvid væg, lige når man kom ind i lokalet, og jeg blev ked af det ved synet af vores maleri, der hang der og var blevet meget smukt. Konservatoren havde afleveret et fint stykke arbejde, og jeg ville ikke længere af med maleriet, jeg ville trække det tilbage fra auktionen og beholde det. Så måtte vi se, om vi ikke alligevel kunne få plads til det. Jeg troede, det var et mørkt maleri, men der var jo kommet et strålende lys over det dejlige motiv, maleriet så ud som den dag, la Cour gjorde det færdigt for 131 år siden. Min mand overbeviste mig dog om, at det var bedst at lade det gå.

Der sker jo det med oliemalerier, at de efterhånden får patina, en patina af støv, der sætter sig fast, måske af røg fra stearinlys og petroleumslamper, af brændeovne, der i årevis har stået i samme rum, kort sagt af luftforurening, der sætter sig som en gulgrå overflade over billedet. Jo ældre billedet er, jo mørkere bliver det selvfølgelig. - Man kan sige, at et køb og senere salg af vores maleri kun kan have interesse for os selv. - Men det kan måske have interesse for andre at vide, at hvis man ofrer et forholdsvis beskedent beløb på en rensning, bliver et oliemaleri som nyt.

Alligevel er vi kommet i tvivl om, hvorvidt det er rigtigt at rense et maleri fra 1875 så det ser ud, som om det er malet i 2006. Det er, som om der forsvinder noget af den historie, som maleriet har været vidne til i den lange tid ! Gamle ting må da gerne se gamle ud, for det er de jo.

Det er det samme med mennesker. I dag vil mange helst ikke se gamle ud, selvom de er det. De får foretaget plastiske operationer for at skjule deres alder. Jeg ved ikke, hvad man skal mene om det, på en måde er det fristende, hvis man ellers har lyst og råd. Min mand havde en onkel, der nu er død. Han mente, at enhver har en pligt til at se så godt ud som muligt efter sin alder. Han syntes, at det skyldte man sine medmennesker. Det synspunkt kan jeg godt lide - og man kan da prøve at leve op til det.

Bente Bruun, 15/3-2006


Der er ikke skrevet nogle kommentarer til denne artikel.
Nyeste artikler

Hunde, katte og kinesere
Om rygestop
biskop Lindhardt og helvede
Forår
sygdom og andre ting


Mest læste

Hunde, katte og kinesere
28. februar 2007
14. marts 2007
14. februar 2007
biskop Lindhardt og helvede


Seneste kommentarer

Gæst Bente Bruun Asnæs